Arven efter Johannes Jespersen
Johannes Jespersen (K) går af som borgmester i 1962 – han har da siddet som formand for kommunen siden 1929. Johannes Jespersen var magtens centrum i Farum, han læste helst al indgående post til kommunen, og al udgående post bar hans underskrift. Op gennem 30’erne, 40’erne og et stykke ind i 50’erne var fokus på at “vedligeholde” Farum frem for at “udvikle” Farum, og af samme årsag var det rolige år i Farum.
Der skete meget på fredningsområdet mens Johannes Jespersen var “formand” i Farum, men det var typisk ikke noget kommunen tog initiativ til – det var andre, som rejste fredningssager for arealer i kommunen.
Farumgård Park-fredningen 1949
Som følge af ”Lov om stianlæg i Københavns-egnens grønne områder” af 13. november 1940.
Der er tilkendt erstatning på 125.000kr for offentlig adgang til den markerede sti. Fredningen er efter den langvarige polemik omkring den offentlige adgang til området kommet i en ny revision i 2023.
Mølleådal-fredningen 1948
Rejst af ”Statsministeriet”
Denne fredning har været bredt accepteret at dømme ud fra den kendelser, som fredningsnævn og overfredningsnævn har foretaget – der blevet givet en del kompensation til mange grundejere i 1949, og siden har sagerne mest drejet sig om opførelsen af skure, drivhuse og spejderhytter. Fredningsagen blev startet af statsministeriet i 1944.
Storebjerg-Fredningen 1948/2009
Størsteparten af området tilhørte kirken repræsenteret ved Farum Sogns Menighedsråd. De ville i 2009 have erstatning for indskrænkninger i hvad der kunne dyrkes på deres marker, hvilket de mente skulle beløbe sig til 2,6 mill. kr. Kammeradvokaten var inde over sagen, og resultatet blev, at jord ejet af folkekirken måtte betragtes som offentligt ejet, som der derved ikke skulle ydes erstatning for ved fredning.
Farum Kirke-fredningen 1939/1952
1939-fredningen omhandler arealet syd for kirken og kirkegården, i 1952 kommer arealerne vest og nord for kirken med.
Præstebakke-fredningen 1922
Præstebakke-fredningen omhandlede oprindeligt hele Kong Volmers sti fra Præstemosen og frem til kirken, men meget af arealet kom ind under Storebjerg-fredningen. Fredningen sikrede offentlig adgang til stien.
Nattergalelunden og Fiskebækudsigt-fredningen 1946/1953
Fredningerne er fremdrevet af ”Udvalget vedrørende Københavnsegnens grønne områder” for at sikre grønne rekreative områder i en periode, hvor byggeri eksploderede og omegnskommunerne kæmpede om nytilflytterne.
Farumgård Park-fredningen 1949
Som følge af ”Lov om stianlæg i Københavns-egnens grønne områder” af 13. november 1940.
Der er tilkendt erstatning på 125.000kr for offentlig adgang til den markerede sti. Fredningen er efter den langvarige polemik omkring den offentlige adgang til området kommet i en ny revision i 2023.
Mølleådal-fredningen 1948
Rejst af ”Statsministeriet”
Denne fredning har været bredt accepteret at dømme ud fra den kendelser, som fredningsnævn og overfredningsnævn har foretaget – der blevet givet en del kompensation til mange grundejere i 1949, og siden har sagerne mest drejet sig om opførelsen af skure, drivhuse og spejderhytter. Fredningsagen blev startet af statsministeriet i 1944.
Storebjerg-Fredningen 1948/2009
Størsteparten af området tilhørte kirken repræsenteret ved Farum Sogns Menighedsråd. De ville i 2009 have erstatning for indskrænkninger i hvad der kunne dyrkes på deres marker, hvilket de mente skulle beløbe sig til 2,6 mill. kr. Kammeradvokaten var inde over sagen, og resultatet blev, at jord ejet af folkekirken måtte betragtes som offentligt ejet, som der derved ikke skulle ydes erstatning for ved fredning.
Farum Kirke-fredningen 1939/1952
1939-fredningen omhandler arealet syd for kirken og kirkegården, i 1952 kommer arealerne vest og nord for kirken med.
Præstebakke-fredningen 1922
Præstebakke-fredningen omhandlede oprindeligt hele Kong Volmers sti fra Præstemosen og frem til kirken, men meget af arealet kom ind under Storebjerg-fredningen. Fredningen sikrede offentlig adgang til stien.
Nattergalelunden og Fiskebækudsigt-fredningen 1946/1953
Fredningerne er fremdrevet af ”Udvalget vedrørende Københavnsegnens grønne områder” for at sikre grønne rekreative områder i en periode, hvor byggeri eksploderede og omegnskommunerne kæmpede om nytilflytterne.